Jonas Heide Smith

I debatten om computerspil og vold er det besnærende nemt at anklage modstanderen for at være motiveret af andet end den ædle jagt på sandhed. Don’t do it.

Tre svenske forskere udgav for et par ugen siden en forskningsartikel. Heri beskrev de en undersøgelse af samarbejde blandt spillere af Lord of the Rings Online. Det affødte en række nyhedsartikler (f.eks. “Voldelige computerspil frikendes af forskere” og “Study Suggests Violent Gaming Leads To Cooperation, Not Aggression“).

Lad mig sige det på en pæn måde: De pågældende journalister har næppe læst forskningsartiklen, der opsummerer:

“Many of the cultivated proficiencies gained through playing the Lord of the Rings Online seem locally tied to the particular game and its specific bosses. Whether these proficiencies will carry over to the world beyond the screen lies outside the scope of our investigation. However, we remain doubtful.”

Deprimerende, men lad os snakke om noget andet. Her til aften deltog jeg i programmet AK24 på Radio 24/7 til en snak om forskningen i sammenhængen mellem computerspil og vold (hør programmet, spol til 29:09).

Her blev jeg blandt andet konfronteret med læge Vibeke Manniches konklusion: Selvfølgelig er voldelige spil skadelige. Og hendes vidunderlige forsøg på at miskreditere dem, der måtte tage spillene i forsvar: De er – skriver Manniche – typisk mænd og – antyder hun – de har økonomiske motiver for at forsvare spilbranchen.

Jeg har diskuteret sagen med Manniche på DR2s Deadline en gang. Efter vores debat forklarede hun mig, at min argumentation formentlig skyldtes mit testosteronniveau. Det med kønnet optager hende tydeligvis en del.

Værten på AK24 spurgte mig om den ofte sjuskede forskning på voldsområdet kan skyldes moralsk panik og manglende forståelse for de unges mediepræferencer og livsstil. Og nu kommer jeg så til min pointe.

Det er besnærende nemt at svare ja til dette spørgsmål. Det er en herligt afmonterende (og historisk nemt underbyggelig) kritik af effektforskningen. Men selvom denne retoriske strategi – for mig at se – er langt mere legitim end Manniches (og mange andres) de-er-i-lommen-på-spilbranchen-argument, så er dens formål helt grundlæggende det samme: At fjerne fokus fra selve videnskaben og pege det på afsenderen.

Mit bedste råd er: Don’t do it. Forskeren bag en given undersøgelse kan for så vidt være skingrende vanvittig. Hvis han/hun overholder kravene til videnskabelig metode (og præsentation af resultater) så er det fuldstændigt underordnet. Og hvis han/hun IKKE gør det, jamen så er det jo bare der man sætter kritikken ind.

Begge “parter” bør slukke for konspirationsteorierne og i stedet bruge tiden på faktisk at læse de pågældende undersøgelser. Det er mere tidskrævende og måske mindre sjovt. Men det er også langt mere interessant og væsentligt mindre… well… barnligt.

Lignende indlæg:

Eksperimentet: Vold og computerspil (10/01/2012)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Artikel om computerspil og fantasy (21/12/2011)

Er computerspil kunst? (27/10/2010)

Sagt i al videnskabelighed (05/01/2009)

Aldrig har der været en bedre tid for kæmpeidioter. Den digitale virkelighed stiller uhørt monumentale krav til din impulskontrol, og skal du klare dig helskindet igennem fristelserne, så må du hellere binde dig til masten.

For godt ti år siden skrev jeg mit speciale. I en periode cyklede jeg hver dag gennem byen for at slå mig ned på Det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor jeg klappede min bærbare op; en maskine, der svarer til en moderne Macbook lidt ligesom en storskraldscontainer svarer til en klinik-hvid Vipp-spand.

Cyberspace? Det havde man skam, og det foregik stående foran en af fire gavmildt opstillede terminaler udstyret med Netscape 4.1, en uskøn browser, der allerede dengang var et metaltræt blast from the past.

For mig var det et fuldstændig perfekt miljø for produktivitet.

Jeg kunne gå online, men det var ved gud ikke noget jeg gjorde for sjov. Det var lige præcis så tilpas besværligt, at det aldrig blev en impulsiv handling – det krævede tid og kræfter hver gang.

Jeg tænker nogle gange, at jeg aldrig ville have klaret mig igennem gymnasiet, hvis jeg havde haft en nutidig computer.

Den amerikanske teknologitænker David Weinberger ynder at sige, at vi lever i den bedste tid til at være informationssøger og den bedste tid til at være en komplet idiot. Weinberger hentyder til, at vi på nettet har adgang til “fakta” som aldrig, aldrig ville have klaret sig igennem klassisk præfiltrering, altså kvalitetskontrol der i printkulturen afgjorde om noget var udgivelsesværdigt.

Men idiotien truer også fra en anden kant. It-iværksætteren Clay Johnson påpegede for nylig, at vi har sat vores generations skarpeste hjerner til at designe tjenester og værktøjer som, i praksis, gør alt hvad de kan for at gøre os til overfladiske tåber. Facebook, Twitter, Google, dit emailprogram, din RSS-læser og din smartphone vil så umådeligt gerne i kontakt med dig, hvilket de ikke overser nogen chance for at fortælle dig.

Og selvom du skulle følge Johnsons råd og eliminere de omsiggribende notifikationer, lurer fristelserne jo lige bag det aktuelle skærmvindue. Måske har jeg ingen rygrad, men når jeg sidder ved en computer føler jeg at min præfrontale cortex (som spiller en central rolle i impulskontrol) skal råbe temmelig højt for at overdøve de små mænd i mit hovede, der liiige gerne vil se om der er nogle spændende røde tal på Facebook, interessante links på Twitter eller nyt på netaviserne.

Netop derfor elsker jeg min Kindle og dens nærmest steampunkagtige e-ink: Den kan stort set intet. Jeg identificerer mig fuldstændig med de personer, der i en New York Times-artikel sammenlignede boglæsning på en tablet med madlavning med småbørn i køkkenet (temmelig besværligt og kødsovsen brænder altid på). Med min Kindle tier stemmerne stille og jeg kan faktisk koncentrere mig.

Vil det så sige, at det er en god ide at gøre en indsats for at begrænse sine egne valgmuligheder?

Selvfølgelig er det det.

Og det er jo en strategi med en ædel slægtstavle. Da Odysseus krydsede rastløst rundt i det græske øhav blev han lidt bekymret for sin egen evne til at modstå sirenernes lokkende sang. Så han lod sig binde til masten og proppede bivoks i mandskabets ører – så de ikke kunne høre hverken sirenerne eller deres kaptajn, hvis han skulle skifte mening (hvilket han selvfølgelig gjorde: “…jeg følte i hjertet lyst til at lytte og bød med blikke og nik mine svende slippe mig løs.”).

Teknikken er jo også hyppigt anvendt blandt folk som ønsker at kvitte smøgerne, den usunde mad eller overforbruget: Undgå fristelsen; giv din hjernes eksekutivfunktion tid til at protestere. Frys eventuelt kreditkortet inde i en stor klump is.

I den økonomiske spilteori er udryddelsen af egen fremtidige valgmuligheder et hyppigt tema. I mange situationer har du lyst til at holde så mange muligheder åbne som muligt, men der er markante undtagelser. Det klassiske eksempel er “The Chicken Game”: To biler kører lige mod hinanden, og den chauffør, der først drejer har tabt. Hvad gør du? Flå rattet af og kast det ud af vinduet, idet du sikrer dig at modstanderen ser det (okay, det er ikke vildt nemt at flå et rat af, men du forstår princippet). En anden klassiker er “The Kidnapper Game”: Din kidnapper – hvis ansigt du har set – vil sådan set gerne lade dig gå, men kun hvis du kan garantere, at du ikke vil angive ham til politiet. Her er det i din interesse at afskære dig selv fra muligheden for at gå til politiet i fremtiden…

Hvis du synes om den tankegang, så tænk på Odysseus og sirenerne sådan her: Odysseus forventer at være i interessekonflikt med sit fremtidige jeg. Han forventer at hans fremtidige jeg vil have anderledes præferencer (glem hende Penelope, giv mig sirenerne) og ønsker at undgå konsekvensen ved at fratage Fremtids-Odysseus visse handlemuligheder.

Vi gør det hele tiden, i stor og lille skala. Hvis ikke jeg kender dig og alligevel stoler på, at du opfører dig som nogenlunde fornuftig samfundsborger er det delvist fordi vi sammen accepterer og støtter et system (retsstaten), der begrænser vores handlerum (og gør det nogenlunde attraktivt at opføre sig ordentligt).

Og de hårdest ramte (og mest selvindsigtsfulde) gør det foran skærmen. For vores utro opmærksomhed har affødt en hel lille industri af af selvbegrænsningssoftware. Fristet over evne? For kun 10 USD kan du få adgang til programmet Freedom, et værktøj som kan én ting: Spærre din dyrt betalte internetforbindelse. Yep, først betaler du for adgang til nettet og så betaler du for at få den spærret. Freedom var navnet; du bliver fri ved at begrænse dig selv. StayFocusd, en add-on til Chrome, gør noget lignende.

Someone I know is using macfreedom. This reassures me. I am not only human unable to stay off devices unless blocked.

— Maureen Brownlee (@BrownleeMaureen) March 19, 2012

Græske søfarere, macho-dødslege og askese-software… hvad var det nu problemet var? Først og fremmest bør det måske nævnes at der, helt overordnet, ikke er grund til pessimisme. Som Weinberger understreger, har der aldrig været en bedre tid for informationssøgere. Det digitale overflødighedshorn gør os i stand til at udnytte vores sparsomme tid optimalt: Vi kan bade i en flod af de ypperste medieprodukter, indgå i voldsomt givtige faglige netværk på Twitter, finde ny bolig (og fede cupkageopskrifter) på Facebook.

Problemet er, at vi lever i en kagebutik. Din bippende smartphone er som et stykke friskbagt hindbærtærte. Hvad siger du? Du har kontrol over det? Fint, så er du sikkert også en af dem, der er normalvægtig, har kvittet smøgerne og løber til arbejde. Hallelujah. Men for det første har ikke alle selvkontrol i samme mængder, og for det andet har du jo formentlig netop sørget for ikke at omgive dig med slik og cigaretter. Da jeg underviste it-studerende var jeg meget eksplicit på ét punkt: Jeg nægtede at undervise i et computerlokale. Maskinernes blotte tilstedeværelse nedsatte koncentrationsniveauet betydeligt.

God gammeldags, dødkedelig selvkontrol kommer til at adskille de produktive fra de overfladiske. Ikke i et en-til-en-forhold naturligvis; Twitter i arbejdstiden er ikke vejen til fortabelse. Men manglende mådehold i forhold til fristelsen til at multitaske er, hvis du skal præstere noget større og sammenhængende, det rene gift. Computere i folkeskolens klasseværelser? Really? Jojo, jeg forstår godt, at computere kan en helt masse vigtigt og spændende.

Det er jo lige præcis det, der er problemet.

Læs også

• When Office Technology Overwhelms, Get Organized. New York Times, 17.3.2012.
• The Magic of Doing One Thing at a Time. Harvard Business Review blog, 13.3.2012.
• Hvor kom jeg fra?. Weekendavisen, 2.3.2012.
• Nej, jeg må ej!. Weekendavisen, 17.2.2012.
• Strategies of Commitment and Other Essays. Thomas C. Schelling.
• DON’T: The Secret of Self-Control. The New Yorker.

Lignende indlæg:

Facebook: Vi er blevet hypersociale (18/11/2007)

Har du brugt dine egne systemer idag? (28/07/2010)

Den virale markedsførings eneste problem er dens kritikere (04/03/2010)

Hvad ved du om uvidenhed? (12/05/2010)

Spildesigner: Vi overtager dit liv (16/03/2010)

Den 17. januar 2012 fortalte Pia Kjærsgaard om sin holdning til tal og fakta i P1-programmet Detektor. Det er logik af en helt særlig kaliber.

Thomas Buch-Andersen (TBA), vært på Detektor, havde Pia Kjærsgaard (PK) i studiet. Han konfronterede hende med, at hun (i DR2 Debatten) havde kritiseret justitsminister Morten Bødskov for at finansloven var betydningsløs for de fattigste danskere. PKs ord var:

PK: De økonomisk dårligt stillede får 23 kroner mere om måneden. Jamen det er jo fantastisk.

Her følger Detektor-interviewet i sin helhed:

TBA: Såvidt PK i debatten på DR2 sidste uge. Men er det sandt, at de økonomisk dårligt stillede får 23 kroner mere om måneden? 23 kroner er størrelsen på den grønne check, som var Enhedslistens pris for at være med i finanslovsaftalen. Den betyder at alle med en indkomst under 212.000 kr får et tiskud, som skal kompensere for øgede sundheds- og energiafgifter. Så den kommer rent faktisk dårligt stillede danskere til gode med 23 kr om måneden. Men men finansloven afskaffer regeringen også starthjælpen som betyder at i hvert fald 4000 mennesker får mindst 2000 kr. mere om måneden efter skat. Og andre tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at også de mere end 5000 mennesker på introduktionsydelse vil få ca. 4500 kr mere om måneden. Jeg har spurgt PK hvor hun har det fra, at de økonomisk dårligt stillede får 23 kr mere om måneden…

PK: Det har jeg fra utallige eksempler i den almindelige debat. Jeg ved faktisk at, det er jeg ret sikker på, Radioavisen – DR Radioavisen – også har bragt det tal, at det de økonomisk dårligt stillede fik ud af det her finanslovforlig, hvor man jo havde lovet guld og grønne skove, det var 23 kr mere om måneden. Det har stået i utallige avisartikler altså det er – jeg tror det er sådan et kendt tal. Man kan også sige 280 kr. mere om året, men altså de der 23 kr mere om måneden, det tror jeg det har været, det har været det der har været det gængse. Og det jeg også oplevede i debatten, det var jo, at hverken Morten Bødskov, som var ude her med riven, eller Johanne Schmidt-Nielsen talte mig imod. Altså de var helt tavse. De havde haft alle tiders chance…

TBA: Men det gør vi så, havde jeg nær sagt, eller det gør fakta så.

PK: Ja

TBA: Altså når man ser på hvad for eksempel dem, som ikke længere skal være på starthjælp de får ud af de her af finansloven, så er det mindst 2000 kr om måneden efter skat. Hvorfor tæller du ikke dem med i gruppen af de økonomisk dårligt stillede uanset om Morten Bødskov og Johanne Schmidt-Nielsen siger det eller ej?

PK: Nej, men de er jo slappe. Øh, det er dem, der har siddet omkring bordet, og de burde jo have gået imod mig, så havde vi fået en diskussion af det. Det kan vi muligvis få en anden gang.

TBA: Men det er dig, der siger det.

PK: Jojo, men jeg må bare sige, at jeg holder mig til det gænge tal som har været de her 23 kr, altså det har jo stået som overskrifter i jeg ved ikke hvor mange steder uden at blive modsagt. Og det var det jeg tog til mig.

TBA: I hvor høj grad tjekker du de tal du bruger, inden du bruger dem?

PK: Jamen, i hvor høj grad tjekker Radioavisen de tal inden man bruger det i Radioavisen? Altså det modspørgsmål kunne jeg så stille.

TBA: Men hvilket ansvar har du som politiker for at bruge tal som der er hold i?

PK: Jomen jeg har det ansvar, at jeg kan sige det, og så er der nogle der kan modsige mig. Og det gør I så nu. Men der hvor jeg synes, det er uendeligt slapt det er, når de mennesker, der har siddet omkring bordet, IKKE modsiger mig. Har alle tiders chance for at sige “hvor har du det fra? Det vil vi godt lige have dokumenteret.” De klapper i som østers, fordi de ved jo også udmærket godt, at de tal som jeg brugte har været brugt i den daglige politiske debat. Der har jeg heller ikke hørt, de er blevet modsagt.

TBA: Et andet eksempel det er den gruppe der har været på introduktionsydelse. Det drejer sig om mere end 5000 personer. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser at de vil få ca. 4500 kr. mere om måneden. Så er det sandt når du siger, at de økonomisk dårligt stillede får 23 kr mere om måneden med den nye finanslov?

PK: Jamen jeg må jo forholde mig til at de tal, der er blevet forelagt mig – og der kunne medierne måske også gøre lidt mere ud af at have et bedre baggrundsmateriale som vi politikere så går videre med – fordi det skal…

TBA: Det er så blandt andet derfor vi er – undskyld jeg afbryder – men det er så blandt andet derfor vi er sat i verden. Nu er du så…

PK: Jo men prøv lige at hør…

TBA: …forhåbentlig blevet klogere

PK: Nej. Det er I måske også. Altså det er jo set i bagklogskabens ulideligt klare lys. Så har man sådan et program på P1, som kan lege detektor og fred være med det (griner) det synes jeg egentlig er ret forfriskende…

TBA: Tak skal du have.

PK: Jeg synes det er sjovt at sidde her, men I kunne måske have gjort det for et halvt års tid siden.

TBA: Jamen det var…

PK: Ahh, 3-4 måneder siden.

TBA: Det var i sidste uge du sagde det.

PK: Jojo, jamen hold nu op. Altså jeg er jo ikke den første, der har sagt det. I kunne måske have gjort det allerførste gang det her tal var oppe, altså der må jeg da…

TBA: Så du mener, at tallet er fejlagtigt?

PK: Nej! Det mener jeg ikke det er, men I kan jo så heller ikke mene det, når I umiddelbart efter man har lavet den her aftale med den røde løftebrudsregering har lavet denne her aftale, så kunne I jo have sagt “hallo!” alle de gange hvor tallet har været nævnt. Fordi det er jo…

TBA: Så fordi vi ikke har været tidligere, så er tallet sandt?

PK: Ne.. ja! Det vil jeg stadigvæk sige det er, men hvorfor i alverden, fordi at jeg kommer med…

TBA: Hvordan hænger det sammen?

PK: … Nej men prøv lige at høre, fordi jeg kommer med det i debatten. Og der er måske en eller anden medarbejder der, oppe på Enhedslistens pressesekretariat eller et andet sted, der har sagt “Øv, det gik ikke så godt for Johanne Schmidt-Nielsen, nu skal Pia Kjærsgaard lige svare på det her.” Og det synes jeg, det synes jeg…

TBA: Det har vi ikke fået fra Enhedslisten, bare lige for at…

PK: Nej, men så fra Finansministeriet eller Socialdemokratiet, jeg er ligeglad, jeg tror ikke I selv har fundet ud af det. Så kvikke tror jeg ikke I er (griner).

TBA: Okay, det står for din regning.

PK: Ja, skidt nu være med det. Altså jeg må stadigvæk som politiker og i opposition, endda i SKARP oppossition, der ikke har ministerier til rådighed. Hvor jeg ikke har alle mulige beregninger til rådighed. Men det har den nye regering. Det har jeg ikke. Der må jeg meget forholde mig til hvad jeg kan læse gentagne gange i den meget, meget saglige, seriøse presse.

TBA: Hvis du nu havde chancen for at gøre det om, hvad ville du så, hvad ville du så sige nu?

PK: Så tror jeg jeg ville sige det samme (griner). Det tror jeg, jeg ville.  Altså hvorfor skal man komme, hvorfor skal man komme med alle de der forbehold?

Lignende indlæg:

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Er det et filminstitut i din lomme…? (05/05/2011)

Sagt i al videnskabelighed (05/01/2009)

Mig og min e-reader (06/12/2011)

Den virale markedsførings eneste problem er dens kritikere (04/03/2010)

For små to år siden sammenlignede jeg omsætningstal for udvalgte medietyper i Danmark. Opdaterede tal viser, at det stadigvæk går glimrende. Dog især for bøger.

Når mediesalgstal sammenlignes går det ofte stærkt, og specifikke dagsordener twister ofte tallene til ubrugelighed.

Ovenstående graf er baseret på de bedste tal jeg kan finde. Det skal bemærkes, at disse tal er af temmelig svingende kvalitet. I takt med at alle brancher udsættes for digitale distributionsalternativer fra horder af mere eller mindre uorganiserede udbydere, så bliver de centrale registreringsøvelser også gradvist mindre valide. Den helt reelle omsætning – især i forbindelse med udenlandske produktioner – må derfor formodes at være noget større end angivet ovenfor for bøger, film og musik og væsentligt større for computerspil. Hvis du kender til tal, der forsøgsvist inkluderer flere indtægtskilder så hører jeg meget gerne om det.

Et par kommentarer til de enkelte datakilder:

• Film: Tallene for filmomsætning i biograf og på DVD-markedet stammer fra Det Danske Filminstituts årlige udgivelse “Facts and Figures“. Tallene er meget præcise, men dækker ikke digital distribution. DVD-salg er ikke opgjort for 2010. Desuden er beløbet for billetsalg ikke opgivet for 2010 – jeg har blot brugt beløbet for 2009 og anvendt antal solgte billetter (som er opgivet i begge år) som forholdstal. DVD-salgstal for 2010 og 2011 stammer fra denne artikel fra Det Danske Filminstitut.
• Bøger: Tallene for 2009 og 2010 kan ikke helt sammenlignes med tidligere års tal, da der er foretaget justeringer i datagrundlaget (havde man bibeholdt den oprindelige opgørelsesmetode, ville 2009 og 2010 ligge lavere). Lyd- og e-bøger udgjorde ca. 2 % af omsætningen i 2010. Se Bogbarometret.
• Musik: Tallet udgøres af omsætningen hos IFPIs medlemmer (IFPI vurderer selv at medlemmerne står for 95 % af det samlede danske marked). I 2010 udgjorde digitalt salg 139 af de 467 millioner kr. Se Musikselskaber 2010.
• Computerspil: Tallene offentliggøres (og opgøres muligvis) kun helt sporadisk af MUF (se diverse pressemeddelelser) og forudsætningerne er noget uklare.

Opdatering 22-1-2012: DVD-tal for 2010 og 2011 tilføjet.

Lignende indlæg:

Computerspil sælger mere end film – hvis man da snyder på vægten (01/05/2010)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Filminstituttet søger spilredaktør (05/01/2009)

Engelsk website lader brugere finde film på tværs af platforme (29/01/2009)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Den 10. januar søgte journalist Line Friis Frederiksen og to medbragte eksperter at undersøge negative konsekvenser af at spille voldelige computerspil. Men det er som bekendt svært.

I DR2s programserie “Eksperimentet” reproduceres tankevækkende socialpsykologiske eller neurologiske forsøg i tv-egnet lommeformat. Det er principielt set al ære værd. Men den 10. januar satte programmet sig for at undersøge konsekvensen af at mange danske drenge omkring 15-årsalderen holder meget af voldelige computerspil. Og det er noget der skrives lange afhandlinger om – netop fordi tv-programmer er for korte.

Blot lige en enkelt ting: Programmet konluderede lidt entydigt – ift. forsøgenes begrænsede metodiske styrke – at de observerede effekter (nedsat sensitivitet overfor voldelige tv-billeder, nedsat evne til at håndtere eksterne stimuli samt nedsat empati/hjælpsomhed) skyldtes computerspillets (i dette tilfælde Counter-Strikes) voldelige indhold. Men det er der næppe belæg for.

Snarere demonstrerede forsøgene at en kompetitiv dopamin-udløsende aktivitet har ovennævnte effekter. Altså at actioncomputerspil (vold eller ej) – PÅ KORT SIGT – resultater i adfærdsændring. Men det er meget nærliggende at forestille sig at samme resultat ville kunne afstedkommes med en omgang Super Mario Bros, Guitar Hero eller fodbold på den gammeldaws grønsvær.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at de drenge, der blev sat til at læse ungsdomsromanen (modsat den gruppe der skulle spillet førnævnte antikverede shooter) jo *også* må antages at spille voldelige computerspil til daglig. Så nogen permanent effekt har man i hvert fald ikke vist.

Samlet set: Udstrakt eksponering for voldelige computerspil kan *tænkes* at have uheldige sideeffekter, men Eksperimentet bragte ikke dokumentation herfor.

På den anden side er bekymringen legitim nok og bør ikke affærdiges med reference til forskernes alder eller beskydes med trættende automatmodsvar om gamle mediers kamp mod nye, kulturelle prügelknaber og andet godt fra det kulturvidenskabelige overskudslager.

/ se programmet

Lignende indlæg:

Computerspil, vold og konspirationsteorier (10/04/2012)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Artikel om computerspil og fantasy (21/12/2011)

Er computerspil kunst? (27/10/2010)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Kære 2011, jeg kunne lide dig! Selvom du – og det mener jeg ikke som en kritik af dig personligt – var underligt kort og hektisk. Mine personlige bedrifter stod liiidt i skyggen af at verdenshistorien syntes at rykke op i femte gear, men for the record nåede jeg faktisk at…

• Skifte job. Efter 3 år på det dejlige, kongelige danske Filminstitut startede jeg som online kommunikationsspecialist hos Egmont i august. Hvis det lyder abstrakt, så betyder det at jeg står for koncernens eksterne, digitale kommunikation. Hmm.. hjalp det?
• Læse et par bøger. Min Kindle og jeg er blevet nære venner. Det hjalp mig til bl.a. at få læst A Game of Thrones (god), The Fear Index (dårlig), Shutter Island (strålende), The Call of Cthulhu and Other Weird Stories (fantastisk) og Freedom (strålende).
• Aflevere et bogmanuskript. Med mine gode kumpaner Susana Tosca og Simon Egenfeldt-Nielsen og nogle meget lange aftener lykkedes det at frembringe manuskriptet til anden udgave af vores spilgrundbog Understanding Video Games. Godt kæmpet, amigos.
• Skrive et par tekster. Jeg udbredte mig om Wordfeud hos Kommunikationsforum og fik formuleret et par tanker om computerspil og fantasy i Kritik.
• Spille en del Wordfeud. I ved selv hvem I er, ordnørder.
• Få taget backup. Måske et museskridt for menneskeheden, men endelig ligger mine mange års digitale billeder trygt på en vestamerikansk, jordskælvssikret superserver. Tak, Crashplan.
• Få fisket i en svensk sø. Der er bare pokkers pittoresk i Småland.
• Få hørt musik af nyere dato. Spotify er stadig min livline til tilnærmelsesvist nutidige toner. Jeg husker især at have arbejdet en del til Mélanie Laurent, Michael Møller og Kate Bush,

Lignende indlæg:

De 4 Wordfeud-segmenter (15/12/2011)

Print er det nye vinyl (30/08/2011)

Bedst På Nettet: Debat er godt (01/04/2009)

Gode ideer 3: Organiseringens død (28/03/2009)

Radio er den nye radio (08/03/2010)

Min artikel om forholdet mellem computerspil og fantasygenren er netop blevet udgivet i tidsskriftet Kritik. Den findes desværre ikke online, men skriv til mig hvis du gerne vil læse.

Den manende indledning lyder:

Forholdet mellem computerspil og fantasygenren er næsten unaturligt tæt. Siden mediets fremkomst har elvere og orker boltret sig lystigt i digitale verdener med en gennemslagskraft, som disse væsner sjældent er forundt i andre medier. Hvori bunder dette slægtskab?

Lidt senere forlyder det:

På baggrund af et historisk rids fremhæver jeg de strukturelle ligheder mellem fantasylitteratur og computerspil og argumenterer for, at den klassiske fantasygenre rummer utallige elementer, der gør den endog særdeles velegnet som grundlag for computerspil.

Lignende indlæg:

Computerspil, vold og konspirationsteorier (10/04/2012)

En forbløffende god bog om computerspil (07/10/2011)

Eksperimentet: Vold og computerspil (10/01/2012)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Kan du lide Wordfeud? Så passer du sikkert i et af de fire Wordfeud-segmenter.

Det påstår jeg i hvert fald i min artikel ovre på Kforum – kommentarer høres meget gerne.

Lignende indlæg:

Kom godt hjem, 2011 (31/12/2011)

De virtuelle verdener er fremtidens internet!!! (04/07/2010)

Rudersdal.dk: Megadebatsiden (01/04/2009)

Bedst sælgende medieprodukt: Bøger (19/01/2012)

Kbh.dk: Kommunens sociale ansigt (01/04/2009)

Min Kindle og jeg har nu kommet fast sammen i tre måneder. Det var kærlighed ved første ’slide to open’.

Amerikanerne elsker deres e-readere, nordmændende elsker deres e-readere – danskerne derimod er noget lunkne overfor deres e-readere. Men mit bedste bud er, at det vil ændre sig snarest.

For tre måneder siden fik jeg en Kindle 3 (den med keyboardet). Tre romaner plus det løse senere, virker det som den mest naturlige måde at læse bøger på. Så længe der er tale om skønlitteratur, altså. Skærmen er venlig ved øjnene, dimsen ligger godt i hånden, batteriet holder i evigheder og verdens største boghandel leverer det meste på 30 sekunder til en fornuftig pris. Og så fylder den så lidt i en taske at man stort set kan have den med overalt. Winwinwin.

At den syncer med Kindle-app’en på min MAC og min iPhone troede jeg var en ligegyldig gimmick, men det er faktisk praktisk, når supermarkedkøen begynder at bevæge sig med gletcherfart eller man strander i et venteværelse. Sammenlagt får jeg læst mere end før.

Faglitteratur? Not so much…

Kindle’n er altså glimrende til lineært fremadskridende tekstmasser. Navigation, notetagning op opslag derimod er muligt, og anvendeligt i en snæver vending, men jeg ville aldrig give mig i kast med egentlig faglitteratur (af typen som ikke skal læses fra a-z). Klikker man rundt, mister man orienteringen helt anderledes hurtigt end i en papirbog.

Et andet problem er ensheden. Jeg er stor tilhænger af Instapaper, som med mellemrum sender de webartikler jeg har klikket ”read later” til i herligt antigrafisk format til min Kindle. Det slår arbejdsskærmen any day, men den monotone (i ordets bedste betydning) fremtoning gør noget ved min hukommelse. Det er ganske enkelt nemmere –for mig – at huske en artikel læst på print, hvor jeg kan genkalde mig typografi, layout, om noget stod på en lige eller ulige side osv.

Instapaperformatet er ekstremt praktisk og behageligt, men her virker e-readerens overlegenhed mere beskeden.

Jamen…?

Og hvad så med duften af tryksværte, æggende omslag, taktil fornøjelse og pyntelige bogrygge på reolen? Hvad med BOGEN? Tak for det spørgsmål, det er glimrende.

For mig vil Kindle’n helt overtage paperbackbogens funktion, men jeg tror stadig jeg vil købe lækre udgivelser og bøger hvor layout og design spiller en særlig rolle. E-readeren truer de grimme papirbøger, men vil nok i nogen udstrækning sameksistere med det mere eksklusive papirbogsmarked.

Hvad er din erfaring? Hvorfor har du ikke en e-reader?

Lignende indlæg:

Print er det nye vinyl (30/08/2011)

Pia Kjærsgaard i Detektor (23/01/2012)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Test dig selv: Er du voksen? (22/03/2012)

Computerspil, vold og konspirationsteorier (10/04/2012)

Anmeldelse af Tristan Donovans “Replay”. Bragt på Version2, 7.10.2011.

Der står for meget om spilbranchen, og formatet er for tørt. Alligevel er ‘Replay – Computerspillenes historie’ den mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om netop dette emne.

Når antihelten Nathan Drake om få uger nødlander i den arabiske ørken i det med begejstring imødesete action-adventure ‘Uncharted 3’, træder hans læderstøvler på skuldrene af 50 års digitale forgængere. Det tog nemlig tankevækkende kort tid før den moderne teknologis gravalvorlige spydspids, computeren, blev inddraget til et noget uventet formål: leg. Computerspillets fødsel henlægges gerne til 1962, hvor en gruppe MIT-ansatte med tid til overs, adgang til en af datidens mere smidige maskiner og science fiction-blod i årerne frembragte Spacewar. Simpelt, episk og velafbalanceret var nøgleord for rumkrigen, der tog datidens spilverden med storm.

Ja, altså – ikke at ret mange opdagede det, for datidens spilverden bestod af enkelte udvalgte i besiddelse af det helt store teknologiske kørekort. Men enkelte så dollartegn i kølvandet på rumtorpedoerne, og snart kunne en måbende verden muntre sig med arkadespil som Pong og Gunfight. Senere fik vi klassikere som Asteroids, Pac-Man og Space Invaders, og kort efter begyndte spillekonsoller og hjemmecomputere at invadere stuerne.

I 2011 har vi så indie-spil som det strålende danske ‘Limbo’, kreative spil i tusindvis i Apples App Store og et internet fyldt med genreudfordrende minispil. Og så altså massive blockbustere som ‘Uncharted 3’. Men hvordan gik det egentlig til? Hvem gjorde hvad med hvem og hvorfor? Og kunne det hele været gået ganske anderledes? Det har den engelske spiljournalist Tristan Donovan sat sig for at undersøge i ‘Replay: The History of Video Games’ som nu foreligger i dansk oversættelse.

Ligetil og ærefrygtindgydende

Donovans projekt er på en gang ligetil og ærefrygtindgydende. Ligetil fordi en kronologisk fremadskridende beretning om computerspillets udvikling er oplagt nyttig (og interessant i en tid, hvor fortidens gamere retter nostalgiske blikke bagud). Og fordi udbuddet af sådanne beretninger er bemærkelsesværdigt mangelfuldt.

Nok har en del udgivelser hyldet spillenes grafiske udvikling, og nok har en del journalister leveret essayistiske tilbageblik på en svunden tid. Men når talen går på sammenhængende beskrivelser nævnes Steven L. Kents ‘The First Quarter’ tit som milepæl, og så er standarden mildest talt undervældende. Donovans projekt ærefrygtindgydende, fordi kildematerialet er så tilpas fragmentarisk og researchopgaven derfor så omfattende.

På den baggrund er ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’ en forbløffende god bog. Eller det vil sige: Den er på den ene side en umådelig stor bedrift og et overflødighedshorn af viden om spilbranchens veje og vildveje igennem fire-fem årtier – mens den på den anden side langtfra lever op til sit erklærede formål og leveres i et nærmest selvundergravende beskedent format.

Om formålet skriver Donovan selv, at computerspillenes historie ‘som regel fortælles ud fra hardware, ikke software: en fortælling om generation efter generation af spillekonsoller og deres producenters kamp om markedsandele.’ Og han fortsætter: ‘Jeg ville skrive historien om computerspil som kunstform snarere end som forretningsobjekt.’ Branchens skæve eksistenser

Donovan er opmærksom på spildesign og på, hvordan designkonventioner fødes og inspirerer senere værker. Men skal man være en smule grov, kan man indvende, at han faktisk netop bruger påfaldende mange ord på branche og personer – at vi som læsere faktisk ikke hører meget om ‘computerspil som kunstform’. Dertil er Donovans fokus i for høj grad rettet mod de ofte skæve eksistenser, som har befolket branchen. Ambitionen forløses altså faktisk ikke helt.

Dernæst fortjener formatet en kommentar. For ‘Replay’ er (selvom den danske udgave er umiskendeligt mere eksklusiv end den uinspirerede engelske) lidt af en usleben diamant. En 461 sider lang tekst (608 med appendiks osv.) om computerspil udelukkende illustreret med enkelte, pudsige portrætbilleder fra arkiverne – og altså renset for screenshots! – er og bliver en højst mærkværdig konstruktion. En bog om et visuelt medies historie uden billeder? Det var næppe sket for andre udtryksformer.

Så ‘Replay’ er faktisk ikke det, den gerne vil være, og den er meget asketisk (for ikke at sige kedelig) i sit format. Det er derfor så meget desto mere opsigtsvækkende, at Tristan Donovan alligevel har forfattet den absolut mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om computerspillets historie som undertegnede har været i nærheden af. Med sin fine sans for de historiske sammenhænge og sit utal af historiske detaljer er ‘Replay’ en milepæl. Og hvis du begynder nu, kan du lige nå at læse den, før du får travlt med ‘Uncharted 3’.

Tristan Donovan: ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’, oversat af Jack Daniel Groth-Pinnerup fra ‘Replay: The History of Video Games’. 608 sider, Forlaget Herreværelset, 2011. ISBN 978-87-9266-015-2

Lignende indlæg:

Grundbog om computerspil klarer sig hæderligt (06/01/2009)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Sitecore – en anmeldelse (17/08/2010)

Eksperimentet: Vold og computerspil (10/01/2012)

Artikel om computerspil og fantasy (21/12/2011)